Spanier får bøde for at trække sig i US Open-kamp

    US Open har givet en bøde til den spanske tennisspiller Carla Suárez Navarro på 40.000 dollar (269.400 kroner) for brud mod reglerne for opførsel i første runde af turneringen.

    Den 30-årige spanier trak sig efter at have tabt første sæt i sin førsterundekamp mod kvalifikationsspilleren Timea Babos fra Ungarn med cifrene 2-6.

    Suárez Navarro begrundede det med rygsmerter, men det er ikke blevet godkendt hos US Open.

    – Efter at have modtaget rapporten fra det medicinske hold og grand slam-inspektørerne er det blevet fastlagt, at Carla Suárez Navarro ikke optrådte i henhold til de professionelle standarder, står der i en udtalelse fra turneringsdommer Sören Friemel.

    Suárez Navarro var seedet som nummer 28 i turneringen.

    Hun skrev på Twitter torsdag, at hun “ikke havde haft de nemmeste uger” i dette år op til US Open på grund af rygsmerter, men henviste ikke direkte til bøden.

    – Vi gjorde vores bedste indsats for at blive klar og spille så godt vi kunne, men det blev rigtig slemt under min åbningskamp i New York.

    – Jeg er ked af, at jeg måtte forlade en turnering, jeg sætter stor pris på, på denne måde, skrev hun.

    Ifølge turneringens hjemmeside får spillerne i singleturneringen 58.000 dollar (391.000 kroner), hvis de taber i første runde.

    /ritzau/Reuters