Malmö FF blev torsdag sikker på pladsen i gruppespillet i Europa League, da det svenske hold på udebane besejrede israelske Bnei Yehuda 1-0.
Dermed kan danskerne Anders Christiansen, Jonas Knudsen, Lasse Nielsen og Søren Rieks med spænding se frem til lodtrækningen til grupperne, der foregår fredag.
Malmö havde vundet det første opgør i playoffrunden hjemme med 3-0, og allerede efter syv minutter gjorde Malmø-spilleren Guillermo Palmeiro det endnu tristere for israelerne, da han scorede gæsternes mål, og dermed var Malmø samlet foran 4-0.
Der var ikke yderligere mål i kampen, hvor Anders Christiansen, Jonas Knudsen og Lasse Nielsen alle startede på banen, mens Søren Rieks sad på bænken i hele opgøret.
Skotske Celtic sørgede med en samlet 6-1-sejr over AIK Stockholm for sikkert avancement, ligesom PSV Eindhoven med samlet 7-0-sejr over cypriotiske Apollon også blev klar til gruppespillet.
Den danske træner i Gent, Jess Thorup, kan også indstille sig på Europa League-gruppespil med den belgiske klub, der efter 1-1 mod kroatiske Rijeka på udebane samlet vandt 3-2.
Braga, som sendte Brøndby ud af kvalifikationen, vandt ude 2-1 over Spartak Moskva og videre til gruppespillet med samlet 3-1-sejr.
Skotske Rangers FC, som slog FC Midtjylland 7-3 samlet, hev en 1-0-sejr i land på hjemmebane mod polske Legia, efter at første kamp var endt 0-0.
Sejrsmålet blev sat ind af Alfredo Morelos i dommerens overtid, og dermed er Steven Gerrards tropper med, når der trækkes lod til grupperne.
Det er Feyenoord også efter samlet 6-0 over Hapoel Beer Sheva. Danske Nicolai Jørgensen er stadig ude med en skade og var ikke med, da hollænderne torsdag vandt 3-0 i Israel i returkampen.
Lodtrækningen til gruppespillet foregår fredag eftermiddag.
/ritzau/











