Esbjerg henter offensiv forstærkning i Anderlecht

    Esbjerg har fået en tung start på sæsonen i Superligaen, og den vestjyske klub forstærker sig nu i offensiven.

    Klubben meddeler, at den har lejet offensivspilleren Mohammed Dauda i belgiske Anderlecht, der i alt er blevet brugt på Anderlechts førstehold i ni kampe.

    I forbindelse med lejeaftalen er der allerede forhandlet en købsoption på plads.

    21-årige Mohammed Dauda er ifølge en pressemeddelelse fra Esbjerg inde omkring det ghanesiske landshold, og han var i foråret udlejet fra Anderlecht til hollandske Vitesse.

    Her scorede han tre gange i Æresdivisionen.

    Esbjerg-sportschef Jimmi Nagel Jacobsen har store forventninger til ghaneseren.

    – Med Mohammed Dauda, der kan spille alle offensive positioner, får vi tilført fart og power på den sidste tredjedel af banen.

    – Han er samtidig en hårdtarbejdende spiller, som kan skabe plads til både sig selv og holdkammeraterne, ligesom det at score mål ikke er fremmed for ham, siger sportschefen i meddelelsen.

    Esbjerg ligger i øjeblikket næstsidst i Superligaen med fem point for syv kampe. Klubben har blot en enkelt sejr i sæsonen og har tabt fire gange.

    Målscoren lyder på 4-11.

    /ritzau/