Greenpeace: EU må presse Brasilien under Amazonas-krise

    Mens store skovbrande hærger Amazonas, er EU ved at indgå en frihandelsaftale med Brasilien om at få mere kød og biobrændstof mod at producere biler til brasilianerne.

    Men så længe regnskoven står i flammer, bør EU presse præsident Bolsonaro ved at sætte forhandlingerne på pause.

    Det opfordrer Greenpeace og en række andre grønne organisationer til i et fællesbrev. Det er sendt til flere europæiske statsledere – herunder statsminister Mette Frederiksen.

    – Europa må og skal som minimum sætte en handelsaftale på pause, når der er tvivl om, hvorvidt den vil bidrage til klimakrisen og underminere vores forpligtelser til at stoppe tabet af biodiversitet, som vil være resultatet, hvis ikke vi får bremset ødelæggelsen af Amazonas.

    – Vi skal være skarpe på, at vi her i Europa har et kæmpestort medansvar for ødelæggelserne, siger Mads Flarup Christensen, som er generalsekretær i Greenpeace Norden.

    Frankrig og Irland har meddelt, at de vil blokere for EU-aftalen, hvis ikke Bolsonaro gør mere for at stoppe de mange brande.

    /ritzau/