Terrorsigtet nordmand skal gennemgå fuld mentalundersøgelse

    Den terror- og drabssigtede nordmand Philip Manshaus skal gennemgå en fuld mentalundersøgelse.

    Det oplyser hans forsvarsadvokat, Unni Fries, torsdag.

    Hun tilføjer, at Manshaus vil lade sig undersøge i Ila-fængslet.

    Manshaus har tidligere gennemgået en retspsykiatrisk undersøgelse.

    Hovedårsagen til den fulde mentalundersøgelse er, at politiet vil afklare, om den 21-årige nordmand var tilregnelig, da han angiveligt dræbte sin 17-årige stedsøster og herefter angreb moskéen Al-Noor Islamic Centre.

    Moskéen ligger i Bærum uden for den norske hovedstad, Oslo.

    Ingen personer blev dræbt i angrebet mod moskéen 10. august.

    Om aftenen samme dag blev Manshaus’ 17-årige stedsøster fundet død.

    /ritzau/