Bottas forlænger aftalen med Mercedes

    Den finske Formel 1-kører Valtteri Bottas vil også i 2020 være at finde i en Mercedes-racer efter en kontraktforlængelse.

    Torsdag har Mercedes offentliggjort, at den 30-årige finne også i næste sæson vil være makker til verdensmester Lewis Hamilton.

    Bottas kom til det tyske team i 2017, da Nico Rosberg overraskende stoppede karrieren kort efter at være blevet verdensmester.

    Inden søndagens grandprix i Belgien er det blevet til 53 grandprixer hos Mercedes efter skiftet fra Williams.

    Finnen har snuppet 5 sejre, 30 podieplaceringer og 10 polepositioner i sin tid hos det succesrige Mercedes-team.

    I 2017 blev han samlet nummer tre i VM-stillingen, mens det sidste år blev til en femteplads. Øjeblikkeligt ligger han nummer to i VM-stillingen, som føres af teamkammerat Lewis Hamilton.

    Mercedes har vundet VM-titlen de seneste fem år – fire af gangene ved Hamilton.

    Valtteri Bottas indledte Formel 1-karrieren som testkører for Williams, der i 2013 gav ham et fast sæde i en af holdets to biler.

    Stabil kørsel og ni podieplaceringer for holdet overbeviste mægtige Mercedes om, at Bottas kunne være den rigtige andenviolin til superstjernen Lewis Hamilton efter Rosbergs karrierestop efter 2016-sæsonen.

    Bottas fyldte 30 år onsdag, og han har i denne sæson vundet løbene i Australien og Bahrain.

    /ritzau/