TDC-nedbrud afholder brugere fra at ringe 112

    Problemer på 2G- og 3G-netværket hos TDC torsdag betyder, at brugere ikke kan komme igennem til blandt andet alarmcentralen.

    Det skriver TDC i en pressemeddelelse.

    Nedbruddet strækker sig over mobilnetværket på Fyn, Sjælland, Bornholm og Øerne. Men der kan også forekomme problemer andre steder i landet.

    – Det betyder desværre også, at man ikke kan ringe 112 fra en mobil på TDC’s netværk på store dele af Sjælland, skriver selskabet og tilføjer, at kunder, der benytter fastnet- og 4G-mobiltelefoni, ikke er berørt.

    TDC anbefaler, at man slukker telefonen, piller SIM-kortet ud og genstarter telefonen, hvis borgere skal ringe 112. Det giver mulighed for nødopkald.

    Region Hovedstadens Akutberedskab advarer også borgere om problemet på Twitter.

    – Der er driftsforstyrrelser på TDC’s netværk. Hvis du har TDC, kan du ikke komme i kontakt med Akutberedskabet, står der.

    Beredskabet anbefaler, at borgere, der ønsker hjælp, kan låne en telefon, der er på et andet netværk.

    Rigspolitiet skriver ligeledes om nedbruddet på Twitter:

    – TDC har nedbrud på flere netværk, hvilket påvirker mange kunder. 4G-nettet virker.

    – Er du TDC-kunde, og har du ikke 4G-dækning, så find en fastnettelefon og brug denne, hvis du skulle have brug for at ringe 112 eller 114.

    /ritzau/