Den svenske anklagemyndighed vil have en 19-årig mistænkt varetægtsfængslet efter et skuddrab i Malmø mandag.
Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Retten i Malmø skal tage stilling til anmodningen torsdag klokken 13.30.
Anklagemyndigheden mistænker manden for at have været involveret i drabet på en kvinde og for at have været involveret i et forsøg på at dræbe en mand, der også var til stede nær gerningsstedet.
Den 19-årige blev anholdt mandag. Han nægter sig skyldig.
– Han er forfærdet over mistanken, og han tager stærkt afstand fra skyderierne, sagde hans forsvarsadvokat, Theresa Såhlnacke, i forbindelse med anholdelsen, skriver den svenske avis Expressen.
Svensk politi har indtil videre ikke givet mange informationer om skyderiet.
Avisen Kvällsposten mener dog at vide, at politiet er på jagt efter yderligere to mistænkte gerningsmand. Det er ikke bekræftet af politiet.
Ifølge avisen ventede to personer på manden, der skal have været mål for skyderiet. En tredje person ventede i en Mercedes, som siden midten af august har været registreret i den 19-årige mistænktes navn.
Manden, der angiveligt var mål for skyderiet, skal være begyndt at løbe, da han – med sit spædbarn i armene – så de to mænd.
De to mænd fulgte angiveligt efter ham og skød mod manden.
Manden tabte sit barn, som barnets mor løb hen for at samle op. Gerningsmænd fik herefter fat i hende og skød hende.
– En ren henrettelse, siger et vidne ifølge Kvällsposten.
Kvällspostens beskrivelse af forløbet er ikke bekræftet af politiet.
Under to døgn efter skuddrabet i Malmø blev en 18-årig kvinde skudt i den vestlige del af Stockholm. Her menes en tidligere straffet mand at have været målet, skriver Expressen.
/ritzau/











