En række af USA’s største og mest kendte teknologiselskaber havde gode nyheder at fortælle, da de torsdag fremlagde regnskaber.
Både Microsoft, Amazon.com og Alphabet – det tidligere Google – kom med kvartalsregnskaber, og investorerne kvitterede med at sende alle tre virksomheders aktiekurser i vejret i efterhandlen på Wall Street.
Microsoft-aktien steg med 9,8 procent, efter at regnskabet var bedre end analytikernes forventninger.
Topchef Satya Nadellas strategi med at skifte fokus fra hardware-produkter til software-løsninger og digitale produkter har båret frugt og lover godt for fremtiden, lyder en analytikers dom ifølge Reuters.
Aktiekursen på 52,75 dollar er den højeste siden 2000.
Selskabet afslørede dog også i regnskabet, at 1000 job skal nedlægges for at strømline koncernen. Det svarer til omkring én procent af de ansatte.
Alphabet overraskede også analytikerne med et bedre regnskab end ventet. Selskabet, der i august skiftede navn fra Google, steg ni procent i efterhandlen på teknologibørsen Nasdaq til det højeste niveau nogensinde.
Særligt glade var investorerne ifølge Reuters for, at selskabet kunne præsentere fremskridt i antallet af Google-søgninger på mobile enheder.
Faktisk er regnskabet det første, hvor antallet af søgninger på mobiltelefoner og tablets overgår søgninger på computere.
Alphabet Inc, som er holdingselskabet bag datterselskabet Google Inc, har nu en markedsværdi på cirka 500 milliarder dollar, hvilket gør det til det næstmest værdifulde selskab i aktieindekset S&P 500 over 500 store, primært amerikanske virksomheder. Kun rivalen Apple overgår Alphabet i værdi.
Endelig kunne Amazon.com også præsentere et regnskab torsdag, der overraskede analytikerne ved at have sorte tal på bundlinjen.
Det fik aktien i online-handelsuniverset til at stige 10,7 procent i efterhandlen.
/ritzau/