Dronning Elizabeth godkender suspendering af parlament

    Dronning Elizabeth II godkender den britiske regerings anmodning om at suspendere parlamentet under brexit-krisen.

    – Parlamentet vil blive suspenderet fra ikke senere end den 12. september og indtil den 14. oktober, hedder det i en erklæring fra dronningens særlige råd.

    Den britiske premierminister, Boris Johnson, anmodede tidligere onsdag om at få det britiske parlament suspenderet frem mod den afgørende brexit-dato 31. oktober.

    Flere britiske medier har rundsendt et brev med anmodningen fra Johnson til medlemmer af parlamentet. I brevet skriver premierministeren, at han har anmodet dronning Elizabeth II om, at parlamentet suspenderes fra først i september til 14. oktober.

    /ritzau/Reuters