Dansk medaljehåb ror sig i semifinalen ved VM

    Med to friske World Cup-sejre i bagagen er der store forhåbninger til den færøske roer Sverri Nielsen, der ved VM i Østrig repræsenterer Danmark.

    Onsdag levede den bomstærke færing op til forventningerne, da han med en andenplads i kvartfinalen blev klar til semifinalen.

    Han tilbagelagde de 2000 meter i tiden 6 minutter og 48,960 sekunder og blev kun overgået af den tjekkiske modstander Ondrej Synek, som var et halvt sekund hurtigere.

    Sverri Nielsen vandt World Cup-stævner i Poznan og Rotterdam op til VM, og på sigt drømmer han om at vinde OL-guld, har han udtalt.

    Først skal billetten til næste års sommerlege dog lige i hus, og ved VM er der billetter til de ni bedste i klassen.

    Også Fie Udby Erichsen i kvindernes singlesculler er klar til semifinalen, efter at hun blev nummer tre i sin kvartfinale.

    Mens Nielsen og Udbys semifinalepladser er godt nyt for dansk roning, var der også dårlige nyheder i onsdagens konkurrencer.

    Først blev toeren uden styrmand med Nina Hollensen og Trine Dahl Pedersen sidst i sin kvartfinale, og siden missede også letvægtsdobbeltsculleren med Emil Espensen og Alexander Modest en plads i semifinalen.

    Bastian Secher og Joachim Sutton i herretoeren uden styrmand sluttede på fjerdepladsen i kvartfinalen, men ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Forening for Rosport stødte en dommerbåd sammen med en polsk båd, og løbet skal gå om senere på eftermiddagen.

    /ritzau/