Mistænkt for brand i Skælskør sigtes for at bringe beboere i fare

    Cirka ti personer blev evakueret ud af en brændende ejendom i Skælskør tirsdag formiddag, og onsdag er en mistænkt i sagen blevet varetægtsfængslet af en dommer i Næstved.

    Den fængslede 39-årige mand nægter at have påsat branden, oplyser senioranklager Anne Marie Fink efter retsmødet.

    Manden sigtes efter den alvorlige bestemmelse om brandstiftelse i straffeloven – det vil sige, at politiet mener, at han måtte være klar over, at andre menneskers liv kom i fare.

    Dommeren har ifølge senioranklageren fundet, at denne mistanke er begrundet. Fængslingen skal vare i fire uger.

    I forbindelse med branden måtte cirka ti beboere evakueres, oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

    – Der er konstateret store brandskader, blandt andet i taget, siger han.

    Ilden opstod i en af lejlighederne i ejendommen på Nyvej.

    Om den 39-årige mand har forbindelse til ejendommen, ønsker politiet ikke at svare på onsdag. Man nøjes med at sige, at han er fra Skælskør-området. Han blev anholdt tirsdag eftermiddag.

    Hvordan branden er opstået, har politiet onsdag endnu ingen sikre oplysninger om, lyder det fra vicepolitiinspektøren.

    /ritzau/