De lave renter har været med til at fylde godt i kassen hos pensionskassen ATP, der har hentet sit største investeringsafkast nogensinde i det første halvår af 2019.
I alt er investeringsafkastet endt på 29,6 milliarder kroner
Renternes fald har gjort obligationerne særdeles eftertragtede, og presset kursen på dem op. Det kommer pensionskunderne i ATP til gode, fordi det løfter afkastet på de obligationer, som ATP har.
Alene stats- og realkreditobligationerne står for 14,5 milliarder kroner af afkastet.
Men også aktiemarkedet har været gunstigt for ATP. Her har pensionskassen fået et afkast på over 10 milliarder kroner.
– I første halvår har næsten samtlige aktivklasser givet positive afkast. Dette er exceptionelt, og det er en udvikling, ATP følger nøje, hedder det i regnskabet.
/ritzau/











