For anden gang i løbet af knap to døgn er en kvinde i Sverige blevet ramt af skud.
Den seneste episode fandt sted natten til onsdag i den vestlige del af Stockholm.
Det skriver aviserne Expressen og Aftonbladet. Det er uvist, om skudofferet er kommet alvorligt til skade.
– En tilskadekommen person er bragt fra stedet med en ambulance. Jeg kan ikke oplyse yderligere om hændelsesforløbet lige nu, siger Anne Westberg, pressetalsperson for politiet i den svenske hovedstad, til Expressen.
Hun afviser at oplyse noget om den tilskadekomnes tilstand. Politiet har tidligt onsdag morgen ikke bekræftet, at skudofferet er en kvinde.
Mandag formiddag blev en 31-årig kvinde dræbt i Malmø, da en maskeret mand opsøgte hende og affyrede skydevåbnet fra klos hold – vel at mærke ved højlys dag og midt i et menneskefyldt boligkvarter.
Ifølge flere vidner havde hun sit spædbarn i favnen, da hun blev skudt.
Mandag aften blev en 19-årige mand anholdt – mistænkt for medvirken til drabet.
Den 19-årige henvendte sig ifølge forsvarsadvokaten selv til politiet få timer efter drabet.
Politiet i Malmø oplyste tirsdag, at det har beslaglagt det formodede gerningsvåben i sagen.
/ritzau/











