Puerto Rico erklærer undtagelsestilstand og gør klar til storm

    En tropisk storm ved navn Dorian har tirsdag retning mod Puerto Rico og Den Dominikanske Republik.

    Stormen ventes at være tæt på orkanstyrke, når den nærmer sig øerne onsdag.

    Puerto Ricos guvernør, Wanda Vazquez, har erklæret undtagelsestilstand i det selvstyrende territorie under USA.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    I september 2017 blev Puerto Rico ramt af orkanerne Irma og Maria, der kostede over 3000 mennesker livet.

    Ifølge guvernør Wanda Vazquez vil der være omkring 360 tilflugtssteder i form af centre og sheltere til rådighed på tværs af øen.

    Sent tirsdag eftermiddag lokal tid befinder stormen sig omkring 130 kilometer vest for østaten Dominica i Det Caribiske Hav. Det oplyser USA’s Nationale Orkancenter (NCH).

    /ritzau/