Når resultatet af det såkaldte kasseeftersyn af de offentlige udgifter fremlægges, skal det milliardstore hul fungere som et advarselsflag til de røde støttepartier.
Det vurderer politisk kommentator Hans Engell forud for pressemøde tirsdag, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) vil fortælle, at regeringen har overtaget et hul i kassen på 3,5 milliarder kroner.
– Wammen kan give den gamle regering et rap over fingrene og sige: “I har saftsuseme ikke har været gode til at budgettere”.
– Men det her er lige så meget en advarsel til de røde partier om, at der ikke er det råderum og milliarder til hurtige minimumsnormeringer, klima og det andet. Tag ikke fejl af det, siger Hans Engell.
Ifølge Hans Engell har kasseeftersynet været en tradition siden 1982. Her er nytiltrådte regeringer gået kassen med de offentlige udgifter igennem og set, om alt stemte.
Det er normalt, at nye regeringer fortæller, at de har overtaget et hul. Det skyldes hverken dårlige matematiske evner, snyd eller svindel, slår Hans Engell fast.
Hullet er derimod et resultat af, at der på en række områder endnu ikke er budgetteret.
– Der er eksempelvis ikke sat penge af til politiskolen i Vestdanmark. Når man lægger alt sammen, mangler der for politiets vedkommende en milliard kroner.
– Det selv om ingen kunne drømme om at fyre eksempelvis 300 politifolk, når alle partier skriger på, at der skal mere politi, siger han.
Det er de samme embedsmænd, som lavede regnskaberne for den tidligere regering, som foretager kasseeftersynet for den nye.
– Jeg tror i virkeligheden, at det ville have været nogenlunde det samme pressemøde, hvis det var Kristian Jensen (V-næstformand og tidligere finansminister, red.), der skulle holde det, siger han.
Alle forhandlingsparter bliver med kasseeftersynet ifølge Engell varslet om, at der ikke er meget at give af, når der skal forhandles finanslov og kommunebudgetter.
Pressemødet afholdes klokken 12.30.
/ritzau/











