Politiet undersøger mistænkeligt dødsfald ved kollegium

    Østjyllands Politi er lørdag aften til stede på et kollegium i Risskov, hvor de undersøger et mistænkeligt dødsfald.

    Det er en 29-årig kvindes død, der bliver undersøgt.

    Det skriver politiet på Twitter.

    – Vores efterforskere og teknikere arbejder på stedet. Vi har underrettet de pårørende. Politiet har ikke p.t. yderligere kommentarer til sagen, skriver Østjyllands Politi.

    Risskov er en bydel i Aarhus. Ifølge Ekstrabladet er der tale om Skelagerkollegiet.

    Den 29-årige kvinde har ikke adresse i Aarhus. Politiet fik anmeldelsen klokken 16.20 og har været på stedet siden da.

    Politiet er i gang med at afhøre vidner. Det vides ikke, hvorfor dødsfaldet bliver betragtet som mistænkeligt.

    /ritzau/