Der er indkaldt til krisemøde i Venstres regionsbestyrelse i Syddanmark torsdag aften.
Og det presserende spørgsmål om fremtiden for partiets ledelse på Christiansborg er eneste punkt på dagsordenen.
Det erfarer avisen Danmark på baggrund flere centrale partikilder i regionen.
Det er formændene for samtlige kommuneforeninger i Region Syddanmark, der angiveligt skal mødes i Kolding torsdag. Krisemødet afholdes forud for et møde i partiets hovedbestyrelse lørdag 31. august.
Ifølge kilder er formålet med mødet at få baglandet samlet om en fælles holdning til formandsuroen, der rumsterer i partiet.
Overfor avisen Danmark udtrykker flere medlemmer af Venstres bagland i regionen deres bekymring om partiledelsen.
– Jeg synes da, det er ærgerligt, at der er så meget polemik i toppen, og det kalder da på, at man får fundet en løsning hurtigst muligt. Vi er nødt til at få skabt ro, siger Jesper Frost (V), der er borgmester i Esbjerg.
Han kalder uroen i partiets ledelse for “en sten i skoen”.
Formanden i partiforeningen i Esbjerg, Jan Lagoni Jacobsen, kræver, at der kommer en ordentlig forklaring.
– Vi har jo en formand og en næstformand, som skal forklare sig. Det har været en uskøn omgang i pressen, og jeg kan godt fornemme uroen blandt medlemmerne.
Hverken formanden for Venstres regionsbestyrelse i Syddanmark, Leif Krarup, eller nogen kommuneforeningsformænd vil over for avisen Danmark kommentere mødet torsdag.
– Det har jeg ikke nogen kommentarer til, skriver Leif Krarup i en sms til avisen.
Avisen Danmark kan desuden berette, at flere i baglandet taler varmt om regionsformanden i Syddanmark, Stephanie Lose, som et godt bud på en ny næstformand i partiet.
Venstre har den seneste tid været præget af intern uro, som er kommet ud i offentligheden. Uenighederne handler både om personer og den politiske linje, som partiet skal have fremover.
Formand Lars Løkke Rasmussen, næstformand Kristian Jensen og Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen har været centrale i diskussionerne.
Flere partimedlemmer har i den seneste tid stået frem og opfordret til en udskiftning i toppen af partiet.
En rundspørge foretaget af Ritzau blandt 1172 partimedlemmer fortæller, at spørgsmålet om formandskabet splitter partiet.
Lars Løkke har i et interview med avisen Danmark erkendt, at han kunne have gjort mere for at undgå den krise, der har præget partiet siden valgnederlaget i juni.
/ritzau/











