En bevæbnet mand holder tirsdag omkring 37 personer som gidsler i en offentlig bus i millionbyen Rio de Janeiro i Brasilien.
Det oplyser det lokale færdselspoliti.
Fire gidsler er blevet løsladt. De fortæller, at manden har hældt benzin ud i bussen og truer med at sætte ild til den. Bussen befinder sig på en travl bro, der forbinder byen Niteroi med Rio de Janeiro.
Ifølge det lokale politi blev der indledt forhandlinger med manden omkring klokken 5.30 tirsdag morgen lokal tid – omkring 10.30 dansk tid.
Vidnerne oplyser, at manden har identificeret sig som politimand. Det er dog ikke blevet bekræftet officielt.
Myndighederne oplyser, at manden ikke har fremsat nogen særlige krav. De tilføjer, at han virker til at have “psykiske problemer”.
/ritzau/AP











