19-årigt offer ønsker at dom mod A$AP Rocky ankes

    Det 19-årige offer i sagen mod stjernerapperen A$AP Rocky ønsker, at dommen mod rapperen i sidste uge vil blive anket.

    Det oplyser teenagerens bistandsadvokat, Magnus Strömberg, til den svenske avis Expressen.

    – Hans holdning er, at han ønsker, at anklageren anker dommen, skriver advokaten i en mail til avisen.

    Hverken A$AP Rocky eller anklagemyndigheden har ifølge avisen endnu besluttet, om de vil anke dommen.

    Det var onsdag i sidste uge, at amerikaneren A$AP Rocky ved byretten i Stockholm blev dømt for overfaldet mod den 19-årige mand i Stockholm. Overfaldet fandt sted 30. juni.

    30-årige A$AP Rocky, hvis borgerlige navn er Rakim Mayers, fik en betinget fængselsstraf. To af A$AP Rockys venner, der også var tiltalt, blev ligeledes kendt skyldige.

    Det var rettens vurdering, at overfaldet ikke var så alvorligt, at en egentlig fængselsstraf var nødvendig.

    Desuden fandt retten det ikke bevist, “at de (tiltalte, red.) skal have ramt offeret med en flaske eller på anden måde slået ham med hele eller ødelagte flasker”.

    Ifølge Magnus Strömberg er den 19-årige ikke helt tilfreds med dommen.

    – Jeg har været i kontakt med min klient, som beretter, at han er tilfreds med, at de tiltalte er dømt. Derimod er han utilfreds med, at de ikke er dømt for den vold med glasflaske, som han blev udsat for, skriver bistandsadvokaten.

    /ritzau/