Ajax-træner bekræfter: Dolberg forhandler om skifte

    Den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg ser ud til snart at være fortid hos hollandske Ajax.

    Kasper Dolberg var ikke med i truppen til lørdagens ligaopgør mod Venlo, og inden den kamp lagde Ajax-træner Erik ten Hag ikke fingre imellem og bekræftede, at danskeren er i forhandlinger om et klubskifte.

    – Der er ingen hvid røg, for ellers havde vi rapporteret det, men han taler faktisk med andre klubber. Jeg kan ikke give navne, men han er i vidtrækkende forhandlinger.

    – Når det er overstået, meddeler vi det, ellers meddeler vi, at han vender tilbage og er velkommen, siger Ajax-træner til mediet FOX Sports ifølge goal.com.

    I interviewet vil Erik ten Hag ikke oplyse, om der i givet fald er tale om et salg eller en lejeaftale til danskeren.

    Franske Nice og tyske Hoffenheim har i flere medier været nævnt som mulige destinationer for den 21-årige silkeborgenser.

    /ritzau/