Vindstød fik færge til at opgive Ebeltoft

    En færge fra Molslinjen opgav lørdag at komme i havn i Ebeltoft. Det skyldtes kraftige vindstød.

    I stedet sejlede den de næsten 650 passagerer og cirka 250 biler til Aarhus, oplyser Molslinjen.

    I Ebeltoft blev kunder, der havde billet til at sejle til Sjællands Odde, opfordret til at køre til havnen i Aarhus i stedet.

    I rederiet fortæller pr- og kommunikationssulent Jesper Maack, at en trosse bristede ved færgens forsøg på at lægge til i Ebeltoft lørdag formiddag.

    – Da de kommer ind i havnen, bliver de overraskede over nogle kraftige vindstød fra syd.

    – Når man lægger til, bruges en svingtrosse i skibets forende. Men vindstødene betød, at trossen sprang. Så valgte kaptajnen at opgive at lægge til og sejlede i stedet til Aarhus, fortæller Jesper Maack.

    Manøvren betød, at passagererne kunne komme i land i Jylland med en forsinkelse på omkring en time og 20 minutter.

    En del kunder – cirka 200 biler og omkring 550 passagerer – holdt ellers klar i Ebeltoft til at komme til Sjælland. De blev i stedet bedt om at køre til Aarhus og sejle derfra.

    Ruten mellem Odden og Ebeltoft besejles tre dage om ugen frem til efterårsferien.

    /ritzau/