Schöne indleder italiensk eventyr med frisparksperle

    Fodboldspilleren Lasse Schöne gav fredag sig selv en fremragende start på sit nye italienske eventyr i Genoa.

    Det skete, da den 33-årige dansker scorede direkte på frispark i en pokalsejr på 4-1 over Imolese fra Serie C.

    Schöne stod for kampens sidste mål et kvarter før tid, da Genoa spillede sig videre til næste runde i Coppa Italia.

    Kort efter sit flotte debutantmål blev danskeren udskiftet.

    Det er blot en uge siden, at Serie A-klubben hentede den rutinerede dansker i Ajax Amsterdam, hvor han de seneste syv sæsoner har været en central figur på midtbanen.

    Lasse Schöne har spillet 45 landskampe for Danmark og lavet tre mål.

    /ritzau/