Hjerteforstyrrelser holder cykelhåb ude af Danmark Rundt

    Cykelholdet ColoQuick må undvære kaptajnen, Casper Folsach, i det kommende PostNord Danmark Rundt.

    Det oplyser det danske hold fredag i en pressemeddelelse.

    Årsagen er uregelmæssige hjerterytmer hos den 26-årige dansker. For to år siden var han ramt af lignende forstyrrelser med sin hjerterytme. Efter en operation kom han tilbage på cyklen.

    – De nye rytmeforstyrrelser, jeg får, er ikke af den samme slags, som det jeg tidligere er blevet opereret for. Det skal derfor undersøges yderligere i den kommende periode.

    – Indtil det er blevet udredt, er jeg blevet anbefalet ikke at køre cykelløb, siger Casper Folsach i pressemeddelelsen.

    Ud over Danmark Rundt, der begynder på onsdag i Silkeborg, går temporytteren glip af Fyn Rundt i weekenden.

    – Det er med stor ærgrelse, at jeg misser de kommende løb, som jeg havde set rigtig meget frem til, siger Folsach.

    /ritzau/