Amerikansk racerkører og hans familie overlever flystyrt

    Den amerikanske racerkører og Nascar-legende Dale Earnhardt Jr., hans hustru og parrets etårige datter har overlevet et flystyrt torsdag i Tennessee.

    Det skriver NBC News. Privatflyets to piloter slap også fra ulykken med livet i behold.

    – Alle er i gode hænder og er blevet bragt til hospitalet for yderligere undersøgelse, skriver Kelley Earnhardt Miller, der er søster til racerkøreren, i et tweet.

    Dale Earnhardt Jr. var sammen med sin hustru, Amy Reimann, og datteren Isla om bord på et fly af typen Cessna Citatation, som efter at være landet i Elizabethton Municipal Airport i Tennessee klokken 15.40 lokal tid gled ud i et græsareal for enden af landingsbanen og brød i brand.

    Den amerikanske luftfartsmyndighed Federal Aviation Service efterforsker hændelsen.

    /ritzau/