Riga FC venter FCK på vejen til Europa League

    FC København skal op mod Riga FC på vejen mod gruppespillet i Europa League.

    Det blev afgjort torsdag aften, da letterne på udebane spillede 2-2 mod finske HJK Helsinki.

    Dermed gik holdet fra Letlands hovedstad videre på reglen om udebanemål, efter at det første opgør på eget græs var endt 1-1.

    Mødet mellem de to mesterhold blev en nervepirrende affære, hvor Helsinki i lange perioder havde kurs mod playoffrunden og et møde med FCK.

    De finske værter bragte sig foran både 1-0 og 2-1, hvilket var stillingen med ti minutter tilbage af kampen.

    Rigas ukrainske offensivspiller Roman Debelko sørgede dog til sidst for, at det hele tippede letternes vej. Med sit andet mål i kampen gjorde Debelko det til 2-2.

    Riga gæster København og Parken næste torsdag, mens der er returkamp i Letland en uge senere. Den samlede vinder af duellen sikrer sig adgang til Europa Leagues gruppespil.

    Både Riga og FCK var oprindeligt med i kvalifikationen til Champions League.

    Tirsdag måtte FCK-spillerne i Parken bøje sig for serbiske Røde Stjerne, efter at de to hold for anden gang spillede 1-1. Serberne vandt opgøret efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

    /ritzau/