USA sætter stopper for frigivelse af iransk tankskib

    Det amerikanske justitsministerium har i sidste øjeblik forsøgt at blokere frigivelsen af det iranske tankskib “Grace 1”.

    Skibet blev opbragt ved Gibraltar af britiske styrker 4. juli.

    Det stod angiveligt til at blive frigivet i forbindelse med et retsmøde torsdag, men det har en anmodning fra USA sat en midlertidig stopper for.

    Det oplyser Gibraltars regering i en udtalelse.

    – USA’s justitsministerium har ansøgt om at opbringe “Grace 1” på baggrund af beskyldninger, som nu bliver drøftet, lyder det.

    Det iranske skib blev opbragt i begyndelsen af juli, efter mistanke om at skibet skulle levere olie til Syrien i strid med EU’s sanktioner mod landet.

    At opbringe et skib vil sige at tilbageholde det – enten i forbindelse med krig eller for at undersøge det og eventuelt for at beslaglægge lasten.

    Gibraltars højesteret vil tage stilling til sagen på ny torsdag klokken 16.

    /ritzau/Reuters