Trusler sender politiet i højere beredskab

    Syd- og Sønderjyllands Politi kører onsdag med et forhøjet beredskab, efter at en person har fremsat trusler mod politiet i Esbjerg.

    Det oplyser politiets kommunikationsafdeling. På Twitter skriver politiet følgende:

    – På grund af de aktuelle trusler, der er rettet mod politiet i Esbjerg, har vi i øjeblikket forhøjet beredskab, hvorfor man kan se politi i beredskab forskellige steder i Esbjerg og omkring politistationen i Esbjerg.

    Det er uvist, hvilken form for trusler der er tale om.

    Men tidligere skrev politiet på sin Twitter-profil, at man havde fået en række borgerhenvendelser.

    – Vi har fået flere borgerhenvendelser vedrørende en mand, der via nettet streamer forskellige trusler. Vi er klar over situationen og i fuld gang med efterforskningen.

    Kommunikationsmedarbejder Mads Dollerup- Scheibel fortæller, at politiet ikke kan oplyse nærmere.

    /ritzau/