Jordskælv får skole til at kollapse i Argentina


    Argentina blev lørdag morgen rystet af et jordskælv, der har fået en skole til at kollapse og har ødelagt flere huse.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Mindst én person meldes omkommet, lyder de foreløbige oplysninger fra myndigheder og seismologer.

    – Gudskelov er det lørdag, så børnene ikke var i skole, siger borgmester Hector Romero fra byen El Galpon, hvor en kvinde er fundet omkommet.

    – Det ser ret slemt ud. Huse er kollapset. Der er folk, som har mistet alt, og der er ikke elektricitet og vand, siger borgmesteren.

    Skælvet, der er målt til 5,9 på richterskalaen, indtraf klokken 8.33 lokal tid (13.33 dansk tid) i Salta-provinsen i det nordlige Argentina.

    Regionen ligger omkring 1300 kilometer nord for hovedstaden, Buenos Aires.

    Rystelserne kunne også mærkes i naboprovinserne Santiago del Estero og Tucuman.

    /ritzau/AFP