Tidligere anbragt om undskyld: Betyder mere end jeg troede

    Det er et ord på bare otte bogstaver, men det undskyld, som statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag har givet tidligere børnehjemsbørn, betyder mere, end Danny Christensen havde forestillet sig.

    Han var anbragt på ni forskellige børnehjem, fra han var to år til han var 19 år, og i den periode blev han udsat for både vold og seksuelle overgreb.

    – Det betyder mere, end jeg egentligt troede. Jeg har før sagt offentligt, at det er bare otte bogstaver, og at statsministeren nok ikke mener det, men der er meget vægt bag det, og hun har været så ordholdende lige fra starten, siger han.

    Alligevel mener han ikke, at en undskyldning er tilstrækkelig, og for ham er næste skridt at gå rettens vej med henblik på at få tilkendt en erstatning.

    – Det handler om den juridiske accept. Mange af dem, som nu er afdøde, og som har pint og plaget os og voldtaget, ville stå til mange års fængsel, siger han.

    – Det ville ikke skade at få en erstatning, for jeg har brugt mange penge på værthusregninger, da jeg drak i 40 år, og psykologregninger. Så det kan ikke skade af få en erstatning, og jeg synes også, at det giver lidt mere vægt bag ordene, at der er noget handling.

    Dagens undskyldning omfatter de 19 undersøgte børnehjem, der omtales i Godhavnsrapporten. Rapporten er en undersøgelse, der blev sat i gang af Socialministeriet i 2009.

    I rapporten beskrives det blandt andet, hvordan drengene fra Godhavn blev udsat for en række overgreb, herunder systematiske tæsk, lussinger, seksuelle overgreb samt medicinske forsøg.

    /ritzau/