Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki fik kun en kamp ved denne uges WTA-turnering i Cincinnati i Ohio.
Natten til tirsdag dansk tid tabte Wozniacki sin kamp i første runde mod den 19-årige ukrainer Dayana Yastremska, som vandt 6-4, 6-4 efter godt halvanden times spil.
Mens Wozniacki er i gang med en svær sæson uden turneringssejre, så forholder det sig anderledes med det ukrainske stortalent.
Yastremska har i 2019 både vundet i turneringer i Hua Hin i Thailand og Strasbourg i Frankrig.
Western & Southern Open-turneringen i Cincinnati fungerer som optakt til US Open, der spilles fra 26. august til 8. september.
/ritzau/











