Den britiske tennisspiller Andy Murray udelukker at stille op i US Open i single senere denne måned.
– Jeg kommer ikke til at spille single i US Open, fastslår Murray ifølge nyhedsbureauet AFP, efter at han mandag i Cincinnati Master spillede sin første singlekamp i syv måneder.
Det lange fravær skyldes, at han i slutningen af januar var igennem en hofteoperation.
Selv om den tredobbelte grand slam-vinder tabte mandagens comeback i single i to sæt til Richard Gasquet, er han godt tilfreds med sin fysiske tilstand.
– Fysisk var det helt fint. Mod slutningen af kampen var mine ben en smule tunge. Der var et par gange, at jeg ikke engang løb eller reagerede, når Richard lavede stopbolde, siger den 32-årige Murray.
– Det har intet med min hofte at gøre. Det er bare mig, der ikke løber efter en bold, understreger han.
De seneste to måneder har Murray udelukkende stillet op i double med en finalesejr sammen med Feliciano Lopez i Queen’s Club i London som det bedste resultat.
/ritzau/











