William Kvist får officielt plads i FCK’s bestyrelse

    Den pensionerede FC København-legende William Kvist har nu officielt fået en plads i bestyrelsen bag fodboldklubben.

    Således oplyser FCK på sin hjemmeside, at bestyrelsens forslag om at vælge Hans Jacob Carstensen og William Kvist ind i Parken Sport & Entertainments bestyrelse blev vedtaget på mandagens ekstraordinære generalforsamling.

    Bestyrelsesformand Bo Rygaard udtrykker glæde, da han vurderer, at begge besidder markante kompetencer på hver deres område.

    – Williams styrker er naturligt på det sportslige område, men han har også et godt forretningshoved og har allerede sat sig grundigt ind i tingene, og han vil også kunne supplere os andre på andre områder end fodbolddelen.

    – Samtidig bringer han en positiv diversitet ind i kraft af sin alder og baggrund, som kan give os nye vinkler og input i arbejdet, siger Bo Rygaard.

    Kvist indstillede karrieren efter den seneste sæson, hvor FCK vandt mesterskabet.

    Bestyrelsen består nu af Bo Rygaard (formand), Henrik Møgelmose (næstformand), Hans Jacob Carstensen, William Vitved Kvist, Benny Olsen, Gert Petersen, Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen.

    /ritzau/