Den norske efterretningstjeneste, PST, har orienteret landets politidistrikter om en negativ udvikling i de højreekstreme miljøer.
Det skriver den norske avis VG.
Interne kilder i PST oplyser til avisen, at oplysningerne om udviklingen blev formidlet til politidistrikterne tidligere denne sommer.
Mandag eftermiddag ventes PST at holde pressemøde i forbindelse med skudangrebet mod en moské i Børum, der fandt sted lørdag.
Ifølge VG er det ventet, at PST-chef Hans Sverre Sjøvold vil orientere om tendenserne og PST’s overordnede vurdering af terrortruslen i Norge.
Den generelle trusselsvurdering vil sandsynligvis ikke blive ændret fra det nuværende niveau – tre ud af fem.
I februar vurderede efterretningstjenesten, at ekstreme islamistiske grupper var den mest alvorlige terrortrussel i Norge.
Angrebet på moskéen i Bærum fandt sted lørdag eftermiddag, hvor der blev affyret flere skud.
Politiet anholdt en 21-årig person, der er mistænkt for at stå bag. Han beskrives som norsk statsborger med norsk baggrund.
Ifølge norsk TV2 skal den sigtede blandt andet have hyldet den mistænkte bag et angreb mod to moskéer i den newzealandske by Christchurch i marts. Her blev 49 dræbt.
Nogle timer efter skyderiet rykkede politiet ud til en anden adresse i Bærum, som den 21-årige havde et tilhørsforhold til. Her fandt politiet den mistænktes 17-årige stedsøster død.
Den formodede gerningsmand blev først sigtet for drab og drabsforsøg. Mandag eftermiddag har politiet dog udvidet sigtelsen mod ham til også at omhandle terror.
Omkring klokken 13.15 mandag mødte den unge mand i grundlovsforhør i sagen.
/ritzau/NTB











