Mand skød politibetjent: Nu skal han for en dommer

    Den mand, der er sigtet for i juli at have skudt en betjent på Tåsinge, bliver fredag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Svendborg.

    Det skriver TV2 Fyn.

    I forbindelse med episoden den 30. juli blev han også selv ramt af skud, og det har derfor ikke været muligt for ham at møde op til et retsmøde før nu.

    Politiets skud ramte den 53-årige mand i hovedet, og skuddet – eller skuddene – endte med at skyde det meste af mandens kæbe af, skriver TV2 Fyn.

    Den 31. juli blev han varetægtsfængslet i fire uger in absentia efter grundlovsforhøret.

    Foruden drabsforsøg på politimanden er den 53-årige sigtet for trusler mod to mænd, der var på hans ejendom. Da de flygtede, skal han have affyret et skud mod dem, skriver TV2 Fyn.

    Det førte til en storstilet politiaktion, da den 53-årige efterfølgende forskansede sig på sin ejendom ved Bjerreby på Tåsinge.

    Her blev betjenten såret af skud. Han er uden for livsfare

    /ritzau/