En bilist har torsdag aften mistet livet i en soloulykke i Haderslev. En passager i bilen er alvorligt kvæstet.
Det oplyser Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Trafikulykken skete i krydset ved Fjelstrupvej og Aastrup Allé, hvor bilen af uvisse årsager ramte ind i et træ.
– Vi får anmeldelsen klokken 20.49 om trafikulykken. Der er to alvorligt kvæstet, og jeg har netop fået besked om, at den ene er død, siger Søren Strægaard omkring klokken 21.40.
– Det skulle være føreren, der er dræbt, og mere kan jeg ikke sige nu. Vi arbejder på stedet, siger han.
Der er tale om to mænd. Søren Strægaard kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse alderen på hverken den afdøde eller den kvæstede.
Politiet arbejder på stedet og opfordrer i den forbindelse personer til at holde afstand til ulykkesstedet.
En bilinspektør er tilkaldt for at klarlægge, hvordan ulykken skete.
/ritzau/











