Brøndby-træner om EL-kollaps: Det er surrealistisk

    Der var en drømmescoring af Brøndby, store defensive brølere og to mål til gæsterne i overtiden, da Brøndby torsdag tabte 2-4 hjemme til Braga.

    Kampen var det første af to opgør i tredje kvalifikationsrunde til gruppespillet i Europa League, og resultatet betyder, at Brøndby har gjort avancement til playoffrunden mere end vanskeligt inden returkampen i Portugal.

    Dominik Kaiser bragte ellers Brøndby foran 1-0 med en drømmescoring efter et kvarter, men på to minutter havde gæsterne ændret 0-1 til en 2-1-føring.

    Kaiser var på pletten igen fem minutter efter pausen med sin udligning, men i overtiden fik Braga lov at score to gange til slutresultatet.

    Brøndby-træner Niels Frederiksen var da også lettere rystet efter nederlaget.

    – Jeg synes egentlig, at vi spillede en fin anden halvleg, især hvor vi følte, at vi var tættest på at score til 3-2.

    – Og så endte vi med at tabe 2-4 på to mål i overtiden. Det er lidt surrealistisk. Det tror jeg ikke, at jeg har prøvet før, siger Niels Frederiksen ifølge Brøndbys hjemmeside.

    Klubbens højre back Kevin Mensah var helt på linje umiddelbart efter nederlaget, da han udtalte sig til Eurosport 2.

    Mens 2-2 havde været et acceptabelt resultat, så gør 2-4 nu opgaven ekstremt svær ude mod Braga.

    – Det er international kynisme, som vi overhovedet ikke havde til sidst.

    – 2-2 var egentlig ikke et helt dumt resultat, men det fuckede vi op til sidst. Det er dumt. Det er meget, meget dumt.

    – Det er klart, at når man lukker fire mål ind, så er det svært at gå videre over to kampe. Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan, men i dag dummede vi os til sidst med personlige fejl, og det kostede os, sagde Kevin Mensah.

    Returkampen spilles i Braga 15. august.

    /ritzau/