Efter en skidt start på ugen, hvor Inger Støjberg (V) uden held forsøgte at blive en del af Venstres ledelse, ser det nu ud til at være vendt.
Ifølge den politiske kommentator Hans Engell kan den tidligere udlændinge- og integrationsminister være tilfreds med sin nye post som retsordfører for partiet.
– Venstre har placeret hende (Støjberg, red.) på en af de tunge poster, der er en af de mest profilerede på Christiansborg.
– Samtidig rummer posten rigtig meget holdnings- og værdipolitik, som hun også har stået for som udlændinge- og integrationsminister og værdikriger, siger han.
Ifølge Hans Engell er det ikke overraskende, at man i Venstre har ladet udlændingeområdet forblive i hænderne hos Mads Fuglede (V).
– De bedste erfaringer er, at ministre ikke går over og overtager område, de tidligere har haft, siger Hans Engell.
Han peger blandt andet på, at det kunne blive mudret, hvis Inger Støjberg var blevet udlændinge- og integrationsordfører, hvis den omdiskuterede sag om barnebrude skal undersøges.
Samtidig har Mads Fuglede ifølge Hans Engell også bevist sit værd som udlændinge- og integrationsordfører.
– Han (Mads Fuglede, red.) har formodet at samle Venstres gruppe om en ganske kontant linje, men på en måde, der ikke skaber splittelse, siger han.
Den stramme udlændingepolitik, som Inger Støjberg har stået i spidsen for at føre for Venstre, kommer dermed ikke til at ændre sig, mener Hans Engell.
Desuden peger han på, at Fuglede og Støjberg står hinanden nært.
/ritzau/











