Kasper Asgreen snupper EM-sølv bag teenagefænomen

    Danskerne bliver ved med at imponere i kampen mod uret ved EM i cykling i Holland.

    Kasper Asgreen kom ind på en flot andenplads og snuppede dermed EM-sølv. Han blev kun overgået af 19-årige Remco Evenepoel.

    Tidligere torsdag fik Danmark både guld og sølv, da Johan Price-Pejtersen og Mikkel Bjerg blev henholdsvis etter og toer i konkurrencen for U23-ryttere.

    Kasper Asgreen var 18 sekunder fra vinderen, Remco Evenepoel. Den danske mester i enkeltstart kom ind over målstregen i tiden 25 minutter og 13 sekunder.

    Remco Evenepoel kom ind i tiden 24 minutter og 55 sekunder. Remco Evenepoel og Kasper Asgreen er holdkammerater på Quick-Step.

    Martin Toft Madsen var også med i enkeltstarten, men han kunne ikke kæmpe med om podiepladserne.

    I tiden 25 minutter og 34 sekunder blev Martin Toft Madsen nummer 9 – 39 sekunder efter vinderen.

    Kasper Asgreen kom en del tættere på sejren, og han fortsatte den gode form, han også viste i årets Tour de France.

    Men der var en rytter, ingen kunne slå denne torsdag i hollandske Alkmaar.

    Den øverste mand på podiet, teenageren Remco Evenepoel, går fra den ene succes til den anden. Lørdag vandt belgieren endagsløbet Clasica San Sebastian.

    Evenepoel er i gang med sin første sæson som professionel, efter at han i 2018 blev juniorverdensmester i både linjeløb og enkeltstart.

    /ritzau/