Bedre fysik og setup skal hjælpe Danmark til PL i Tokyo

    I et forsøg på at sikre sig den første danske deltagelse i kørestolsrugby ved de paralympiske lege i Tokyo, har det danske hold blandt andet fået ny træner og et større setup med en sportspsykolog og en fysioterapeut.

    Det skal skubbe landsholdet i en EM-finale på hjemmebanen i Vejle, hvilket giver en automatisk billet til legene i Tokyo i 2020.

    EM løber fra onsdag til søndag.

    – Det kommer afgjort til at gøre en forskel at være på hjemmebane. Jeg tror også, det får afgørende betydning for vores målsætning om at kvalificere os til PL i Tokyo i første hug, siger Michael Mølgaard Nielsen, der er sportschef i Parasport Danmark.

    Det er også nu, prøven skal stå til EM, mener sportschefen.

    Sportschefen håber, at der vil komme mange tilskuere på lægterne. Tidligere har der været 400-500 tilskuere til kampene, men Parasport Danmark håber på omkring 1000 tilskuere til de afgørende kampe i Vejle.

    Holdets anfører, Leon Jørgensen, tror, at hjemmebanen og den bedre træning kan give holdet de sidste marginaler.

    – Det ville være sindssygt at kvalificere sig på hjemmebane med stor opbakning. Vi går også efter at komme helt op på podiet, siger Leon Jørgensen.

    Han fortæller endvidere, at det bliver et tændt dansk hold, som vil gå på banen og trykke modstanderen fysisk.

    Danmark ligger nummer otte på verdensranglisten og længere fremme på listen finder man Storbritannien, som Danmark møder i den sidste gruppekamp fredag.

    Kørestolsrugby foregår på en basketballbane, og der er fire spillere fra hvert hold på banen.

    Bolden skal flyttes over modstanderens mållinje, og det er tilladt at blokere, holde og tackle modstanderen.

    Skulle finalepladsen glippe for Danmark, har holdet en ny chance for at spille sig til PL i Tokyo, når der i 2020 bliver spillet kvalifikationsturnering.

    Ved EM er Danmark i pulje med Storbritannien, Polen og Schweiz. Danmark spiller sin første kamp mod Polen onsdag klokken 16.00.

    /ritzau/