USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, siger ifølge Reuters, at han føler sig “meget sikker” på, at USA kan bygge en maritim koalition til at beskytte skibsfarten i Den Persiske Golf.
Det på trods af, hvad Reuters beskriver som en “lunken” modtagelse af idéen hos europæiske og asiatiske allierede.
USA forsøger at samle en koalition for at sende en flådestyrke til Den Persiske Golf, da landet mener, Iran forsøger at chikanere trafikken i området.
Golfen, og ikke mindst Hormuzstrædet, er hjemsted for stor trafik med olie fra lande som Saudi-Arabien, Irak og Kuwait.
Efter øgede spændinger mellem USA og Iran blev et iransk skib lastet med olie opbragt af britiske myndigheder i Gibraltar.
Iran mener, at skibet var i internationalt farvand og at Storbritannien brød loven ved at sætte sig på skibet.
Efterfølgende har Iran opbragt et britisk skib, som Iran mener sejlede ind i deres farvand i Den Persiske Golf.
Danmark har erklæret sig positivt indstillet over for at bidrage med skibe til en eventuel koalition.
/ritzau/











