Politiet i Hongkong har anholdt flere end 20 personer efter voldelige sammenstød med demonstranter hen over natten.
Det oplyser politiet i Hongkong søndag i en meddelelse.
Både søndag og mandag er der planlagt nye store demonstrationer. Aktivister opfordrer således til en generalstrejke mandag, som potentielt kan lamme byens transportsystem.
Natten til søndag lokal tid affyrede politiet flere runder med tåregas under sammenstød med sortklædte aktivister i bydelen Kowloon.
Mange store butikker i Nathan Road, bydelens mest besøgte indkøbsgade, havde lørdag aften lukket tidligere end normalt og rullet metalskodder ned foran udstillingsvinduerne.
Det skete efter en dag, hvor den tidligere britiske koloni oplevede nye store demonstrationer mod den prokinesiske regering.
Politiet holdt sig på afstand, da titusinder af borgere lørdag eftermiddag lokal tid gik i optog gennem byens populære butiksgader i Mong Kok.
Men flere hundrede betjente var tilbage på gaden ved nitiden om aften. De var klædt i kampuniformer, og de blev mødt med tilråb af demonstranterne, som blev trængt tilbage.
Ved midnatstid i beboelsesområdet Wong Tai Sin kastede aktivisterne paraplyer og andre objekter mod politiet, som i første omgang svarede igen med peberspray og siden tåregas.
Under hele aftenen i Kowloon gjorde politiet front mod demonstranterne, som hver gang trak sig tilbage og omgrupperede sig.
De sidste mange ugers demonstrationer har været rettet mod en kontroversiel lov, som ville gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina.
Storbritannien trak sig i 1997 ud af Hongkong og overgav formelt bystaten til Kina. Men det er sket med den klausul, at Hongkong skal være autonom og bestemme sin egen styreform frem til 2047.
Protesterne de seneste to måneder er blevet omtalt som den største politiske krise i Hongkong siden overdragelsen for 22 år siden.
/ritzau/Reuters











