Kina anser USA’s trussel om øgede toldsatser på kinesiske varer som et ukonstruktivt forsøg på at løse handelsstriden.
Det siger Wang Yi, der er en højtstående kinesisk embedsmand, til journalister ved et møde mellem asiatiske topdiplomater i den thailandske hovedstad, Bangkok, tidligt fredag morgen dansk tid.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer, efter at USA’s præsident, Donald Trump, torsdag aften varslede en ny told på kinesiske varer for 300 milliarder dollar fra 1. september.
– At kaste om sig med toldsatser er absolut ikke en konstruktiv måde at løse gnidninger om økonomi og handel. Det er ikke den rigtige måde, siger den kinesiske topdiplomat ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/











