Politiet dropper alle anklager om voldtægt mod Neymar

    Brasiliansk politi har droppet alle anklager om voldtægt mod fodboldspilleren Neymar.

    Det oplyser politichef i São Paulo Juliana Lopes Bussacos mandag ifølge det brasilianske medie Globo.

    Politiet har færdiggjort en undersøgelse, der blev sat i gang, efter at den brasilianske model Najila de Souza anklagede Neymar for voldtægt.

    Her har politiet ikke kunnet finde nok beviser, og derfor har det besluttet ikke at rejse tiltale mod den brasilianske fodboldspiller, der til daglig spiller i Paris Saint-Germain.

    Najila de Souza har beskyldt Neymar for at have voldtaget hende på et hotel i Paris i maj.

    Neymar har siden begyndelsen nægtet sig skyldig og sagt, at deres forhold var samtykkende.

    /ritzau/