Philip Billing skal også i den kommende sæson spille i Premier League.
Mandag skriver Bournemouth på sin hjemmeside, at den danske fodboldspiller er blevet købt i Huddersfield og har skrevet under på en langtidskontrakt, hvis nøjagtige længde ikke oplyses.
Prisen, som Bournemouth har måtte betale, oplyses heller ikke. Ifølge det britiske medie The Guardian har Billing kostet omkring 15 millioner pund, der svarer til lidt over 120 millioner kroner.
Den 23-årige midtbanespiller gjorde sig også i Premier League i sidste sæson, hvor Huddersfield dog endte med at rykke ned.
Nu er Billing så tilbage i den bedste engelske række for Bournemouth, der sluttede som nummer 14 i tabellen i sidste sæson.
Danskeren kom til Huddersfield fra Esbjergs ungdomsafdeling i 2013 og nåede at spille 91 kampe på englændernes førstehold.
De seneste to sæsoner har Billing været en del af den dansk trio i Huddersfield, der ud over midtbanespilleren talte Mathias “Zanka” Jørgensen og Jonas Lössl.
Sidstnævnte skiftede tidligere på sommeren til Everton, mens Mathias “Zanka” Jørgensens fremtid i klubben også virker til at lakke mod enden.
I sidste uge gjorde Huddersfield-formand Phil Hodgkinson det således klart, at forsvarsspilleren har spillet sin sidste kamp for klubbens førstehold.
Philip Billing har spillet 12 U21-landskampe og var senest med for Danmark under U21-EM i juni. Han har stadig sin første A-landskamp til gode.
/ritzau/











