Robert Skov er nu officielt Hoffenheim-spiller.
Mandag aften skriver danskerens nu tidligere klub, FC København, på sin hjemmeside, at handlen, som blev meldt ud i en fondsbørsmeddelelse lørdag, er gennemført, og at Skov skifter med øjeblikkelig virkning.
Ifølge Robert Skov var det blandt andet udsigten til at spille i Bundesligaen, der tiltrak.
– Jeg føler, at den her mulighed er for god til at sige nej til. Det er en rigtig god klub i en fed liga, som jeg altid har drømt om at prøve mig af i.
– Hoffenheim har været meget grundige og virkelig ønsket mig, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger Skov på FCK’s hjemmeside.
Kantspillerne skiftede til hovedstadsklubben fra Silkeborg i januar 2018 og nåede i alt at spille 72 kampe for FCK.
– Det har været et kæmpe privilegium for mig at spille for klubben.
– Jeg har virkelig følt mig godt tilpas fra start og haft optimale muligheder for at udvikle mig som spiller. Jeg er blevet vist stor tillid og har lært vildt meget, siger Robert Skov.
Ståle Solbakken ærgrer sig over Robert Skovs skifte, men gentager sin udtalelser fra lørdag om, at man havde lavet en aftale med danskeren om, at han kunne skifte, hvis “det rigtige bud kom”.
– Hoffenheim kom med et økonomisk attraktivt bud, men vi har kun solgt, fordi Robert virkelig gerne ville tage den her chance, siger nordmanden.
– Robert har været gennem en fantastisk udvikling i sin tid i FCK. Den første halvsæson skulle han lære en masse, og vi gav ham masser af spilletid og tålmodighed, for at han skulle blive en god FCK-spiller. Det må man sige, at han blev.
Robert Skov blev med 29 mål suveræn topscorer i Superligaen i sidste sæson.
/ritzau/











