En 75-årig kvinde blev mandag eftermiddag dræbt, da hun blev påkørt af en lastbil på Jens Holms Vej i Kolding.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi, der fik alarmen om ulykken klokken 16.58.
Ulykken skete, da lastbilen skulle køre ud fra en virksomhed.
– Foran lastbilen holder en personbil, der også skal ud fra virksomheden, fortæller politiets vagtchef Jørn Lindhardt.
– Da personbilen kører frem, kigger lastbilchaufføren til højre og til venstre, men han ser ikke kvinden, som er foran lastbilen, og han rammer hende, da han sætter i gang, fortsætter han.
Kvinden blev bragt til Kolding Sygehus, men hun var død ved ankomsten.
Hendes pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/











