Putin-kritiker frygtes forgiftet under fængsling i Moskva

    Den anholdte, russiske oppositionsleder, Aleksej Navalnyj, frygtes at være blevet forgiftet under sin fængsling i Ruslands hovedstad, Moskva.

    Det siger Navalnyjs advokat, Olga Mikhailova, mandag.

    Navalnyj blev søndag morgen indlagt på et hospital i Moskva. Det skete, fordi han angiveligt havde fået en allergisk reaktion. Søndag meddelte Navalnyjs talsmand, Kira Jarmysj, dog, at han aldrig har haft en allergisk reaktion før.

    Derfor frygter både Navalnyjs læge og advokat, at oppositionslederen er blevet forgiftet i politiets varetægt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Navalnyjs læge, Anastasija Vasiljeva, har mandag besøgt ham på hospitalet i Moskva. Her fik hun at vide, at Navalnyj mandag føres tilbage i fængsel.

    – Det er uklart, hvilken gift der medførte hævelse og udslæt, siger hun.

    Lægen understreger, at hun er imod beslutningen om at udskrive Navalnyj, før der er blevet foretaget yderligere undersøgelser.

    Navalnyj blev onsdag tilbageholdt af russisk politi.

    Det skete, efter at han havde deltaget i en stor demonstration i Moskva lørdagen inden. Det skete samtidig forud for flere varslede demonstrationer.

    De ramte den russiske hovedstad søndag. Under protesterne, som fandt sted på opfordring af Navalnyj, blev over 1000 personer anholdt.

    /ritzau/Reuters