Mængden af palmeolie, der bruges til at fremstille biodiesel, satte i 2018 rekord i EU, skriver Ingeniøren på baggrund af tal fra miljøorganisationen Transport and Environment.
Det sker, på trods af at den vegetabilske olie udleder tre gange så meget CO2, som traditionel fossil diesel.
53 procent af den importerede palmeolie til EU blev således sidste år brugt til at fremstille biodiesel til brug i biler og lastvogne.
At mere og mere palmeolie bruges til biodiesel er “dybt bekymrende”, mener Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi og leder af Københavns Universitets Sustainability Science Centre.
– Palmeolie baserer sig på biomasse, og biomasse er en begrænset ressource. Brugen af det kan ikke andet end at gå ud over biodiversiteten.
– Samtidigt har vi behov for naturlig skov som kulstoflagre, så al den forøgelse, vi laver af palmeolie til vores eget forbrug, går ud over klimaet, siger hun til Ingeniøren.
I en rapport finansieret af EU-Kommissionen fra 2015 fandt forskere, at palmeolie som brændstof udledte 231 gram CO2 per megajoule og er dermed den klart mest miljøbelastende vegetabilske olie.
Til sammenligning har det danske Klimaråd udregnet, at diesel produceret af råolie cirka udleder 85 gram CO2 pr megajoule.
Kun omkring en tredjedel af den importerede palmeolie blev brugt til at producere blandt andet madvarer, kosmetik og dyrefoder.
/ritzau/











