Lang pause venter til Hobro-anfører på krykker

    Superligaklubben Hobro IK må undvære klubbens anfører, Jonas Brix-Damborg, i mindst halvanden måned.

    Anføreren går med krykker, da han har pådraget sig et brud på lilletåsknoglen under en træning. Det siger han til Nordjyske.

    – Jeg skal have foden i en støvle de næste seks uger. Mandag får jeg at vide, om jeg skal have et søm op for at hjælpe knoglen lidt på vej.

    – Ellers er det som udgangspunkt de her seks uger, men det gode er, at jeg må cykle og lave det, jeg kan til smertegrænsen med støvlen på, så jeg kan holde mig i gang konditionelt, siger Jonas Brix-Damborg til avisen.

    Han var med i sæsonens første to superligakampe, da Hobro spillede 1-1 mod henholdsvis AGF og Esbjerg, men søndagens 2-2-kamp mod Randers måtte han overvære fra tribunen ledsaget af en krykke til hver arm.

    Holder Brix-Damborgs skadesprognose er han tidligst klar i Superligaens niende spillerunde midt i september.

    Den 33-årige anfører har spillet for Hobro siden 2011. Før det spillede han for Randers.

    /ritzau/